Et fly med over 20 mennesker om bord styrtede søndag ned i et tæt befolket område i Goma i DRCongo. Det siger øjenvidner til styrtet og lokale embedsmænd.
- Der er fundet 23 omkomne i det nedstyrtede fly, meddeler redningstjenester ifølge AFP.
Tidligere var 18 meldt omkommet ved flystyrtet.
Flyet styrtede ned kort efter at være lettet. Flyet - en Dornier-228 - var på vej mod Beni, som ligger 350 kilometer nord for Goma.
Nedstyrtningen skete i et beboelsesområde nær Gomas lufthavn.
- Der var mindst 16 passagerer og to besætningsmedlemmer om bord, sagde en talsperson for myndighederne, mens flyselskabet meldte, at der var 19 om bord. Men redningsfolk har fundet 23 omkomne i flyvraget.
Et øjenvidne siger til Reuters, at to mennesker blev reddet umiddelbart før flyet eksploderede.
Dornier-228-flyet tilhørte det relativt nye flyselskab Busy Bee.
En talsperson fra selskabet siger, at flyet havde plads til 19 om bord.
Ifølge lokale medier er der omkomne eller sårede, som boede i Mapendo-området, hvor flyet styrtede ned, men der foreligger ingen bekræftede oplysninger om det.
Flystyrt sker relativt ofte i DRCongo, hvor der er ringe sikkerhedsstandarder, og hvor flyene ikke vedligeholdes ordentligt.
Et fragtfly, som lettede i den samme lufthavn i oktober styrtede ned efter en times flyvning. Alle otte passagerer om bord omkom.
Alle fly fra DRCongo har forbud mod at flyve i EU.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP