Der var en smule dramatik i Roskilde Lufthavn sent mandag eftermiddag.
Her måtte et mindre passagerfly klokken 17.46 sikkerhedslande på grund af problemer med flyets næsehjul. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.
Redningsmyndigheder var blevet varslet, så der holdt politi, brandvæsen, ambulance og lufthavnspersonale klar på landingsbanen.
Flyet formåede at lande uden problemer, lyder det. Derefter blev det eskorteret til en hangar.
Her fik piloten og flyets to østrigske passagerer ydet psykisk førstehjælp. De var ikke kommet noget til fysisk.
Episoden blev anmeldt til Havarikommissionen, men den ønskede ikke at dukke op, oplyser politiet, som forlod lufthavnen efter en times tid.
Roskilde Lufthavn ejes og drives af Københavns Lufthavne, der også driver Københavns Lufthavn.
Lufthavnen beskriver sig selv som en "lille, eksklusiv lufthavn". I gennemsnit lander der et fly hvert femte minut hver dag året rundt, skriver lufthavnen på sin hjemmeside.
I februar i år var der 2214 operationer - starter og landinger - i lufthavnen, men kun 947 passagerer fløj dertil eller derfra.
/ritzau/