En 43-årig mand har tilstået, at han stod bag det trafikdrab, hvor en 41-årig mand blev påkørt og dræbt af en mørk BMW og efterladt i grøften ved Lossepladsvej på Amager forrige lørdag. Det bekræfter drabschef Ove Dahl fra Københavns Politi over for DNY.
Manden blev anholdt tidligere på dagen som den fjerde person i rækken, hvor de tre første hurtigt blev løsladt igen. Den 41-årige blev fundet 300 meter fra det sted, hvor politiet foretog en rutinemæssig kontrol for små to uger siden.
»Jeg har ingen bemærkninger til, om han stak af fra en spirituskontrol. Han er stukket af fra et sted, hvor han skulle standses af politiet,« siger Ove Dahl.
Manden bliver fredag fremstillet i grundlovsforhør, hvor han bliver sigtet for uagtsomt manddrab og for at efterlade en nødlidende.