Den unge kvinde blev fundet på Hundige Strandvej i Greve i morges af en forbipasserende.
Hun lå hårdt kvæstet i vejkanten.
"Det ser lidt mærkeligt ud, at hendes benklæder var nede om anklerne. Men det kan være sket under uheldet. Der er intet som tyder på, at hun har været udsat for noget seksuelt," siger Carsten Andersen, Midt- og Vestsjællands politi til bt.dk.
Politiet formoder, at det er en flugtbilist, der står bag. Man har nemlig fundet nogle plastikstumper på stedet.
Den kvæstede kvinde blev kørt til Rigshospitalets Traumecenter med et brækket lårben og en brækket hånd. Hendes pårørende er underrettet om ulykken.
Selv har den unge kvinde ikke været i stand til at fortælle, hvad der er sket. Derfor ved politiet heller ikke, hvor længe hun har ligget på vejen. Men nok ikke lang tid, da det er en forholdsvis trafikeret vej.
"Det er en meget befærdet vej, så vi tror, at nogen har set ulykken. Derfor håber vi snart at få henvendelser fra vidner," siger Carsten Andersen.
Midt- og Vestsjællands Politi kan kontaktes på tlf. 114.