Det var borgerne i Skærbæk, der først opdagede bilen.
Den var tydeligt skadet på fronten, og en vaks borger kontaktede straks lokalpolitiet i Tønder. Kort efter var en mand først i 30’erne anholdt.
- Og vi har en mistanke om, han var påvirket af spiritus, siger Laurits Rudebeck fra politiet i Tønder til DR Syd.
Manden er nu tilbageholdt og mistænkt for at have stukket af fra en 16-årig dreng, der i morges tidligt blev kørt ned, da han var på vej af Randerupvej, syd for byen Skærbæk i Sønderjylland.
Ifølge politiet er der ingen tvivl om, at manden vidste, at han ramte et eller andet. Alligevel valgte han at stikke af.
Drengen blev bragt til sygehuset i Odense, hvor lægerne vurderede, at han var i livsfare. Der er endnu ikke nogle nærmere oplysninger om hans tilstand.