Den er ikke engang rundet de tredive. Alligevel bliver den nu tvunget til at sige farvel til arbejdsmarkedet. Fluesmækkeren har ellers været forretningernes trofaste ven i nøden. Når de smarte elektroniske dankortterminaler har svigtet, har den været klar til at ordne betalingen på god gammel manuel facon.
Men det er åbenbart ikke godt nok længere.
-Det er jo nemt at lave en falsk nota med en fluesmækker. Derudover har forretningen alle kortoplysningerne og kan dermed lave kopi af kortet og bruge kortinformationerne på nettet. Der er ikke noget galt med den. Men bevægelsen går nu i retning af chipterminaler, siger pressechef hos betalingsfirmaet PBS, Søren Winge.
Fluesmækkeren kom til verden i slutningen af halvfjerdserne – sandsynligvis 1977 eller 78 - da de internationale betalingskort som Visa og Mastercard kom til Danmark. I 1983 blev dankortet sendt på gaden. Fluesmækkeren fik nu konkurrence af de røde og sorte elektroniske dankort-terminaler, og langsomt er den blevet til en back-up foranstaltning, som butikkerne har brugt, når teknikken svigtede.
Kendt som slæden
Fluesmækkeren er også kendt under aliaset Slæden. Hos PBS mener man, at det må være en journalist, der engang har fundet på navnet Fluesmækker, efter den smæk-lyd, den siger, når man betjener den.
Men helt ærligt Søren Winge. Er det ikke lidt paranoidt med de her chip-kort. Hvad er der nu galt med den go’e gamle Fluesmækker?
- Der var en del sager i foråret, hvor romanske bander firede sig ned fra loftet i supermarkeder og installerede overvågningsudstyr i dankortterminalen. Det handler om at være et par skridt foran, siger han.
Men jeg kan så fortælle dig, at jeg synes de her chip-kort er ret irriterende. De tager hundrede år, og man glemmer let kortet!
-Faktisk tager det ikke længere tid. Men det føles måske sådan, fordi koretet bliver siddende i automaten og man skal stå og vente. Men er det en høj pris at betale for et mere sikkert system?
Jamen hvordan tror du selv, den stakkels Fluesmækker har det med at blive sendt på tvungen pension i en alder af kun 30 år?
- Det er ung alder. Hvis den kunne tale, ville den sikkert have en holdning til det. Den har været en kær ven, når alt andet har svigtet, siger SØren Winge.
Jamen når den har været så trofast, hvordan kan I s få jer selv til at sende den på tvungen pension?
- Ja det lyder måske hårdt. Det kunne være, man skulle lave et lille monument over den eller forgylde den og stille den i en montre. For den har medvirket til at kortbetaling overhovedet kunne lade sig gøre. Men nu virker det som en stenalderløsning med en masse papir som skal indsendes manuelt, siger Søren Winge.
Det var desværre ikke muligt at få en kommentar fra Fluesmækkeren.