Selv om Jørgen Huno Rasmussens går af som administrerende koncerndirektør for FLSmidth tidligere end ventet, så er det en solid forretning, han overdrager til sin efterfølger.
Det vurderer analytiker hos Sydbank Jacob Pedersen over for Ritzau Finans.
- Der er ingen tvivl om, at det er en stor kapacitet, der forlader FLSmidth, og jeg er overbevist om, at det er hans egen beslutning, siger Jacob Pedersen.
Efterfølgeren er tyske Thomas Schulz, som skal overtage positionen i midten af 2013, hvor Jørgen Huno Rasmussen officielt forlader chefstolen i en alder af 60 år.
- Normalt ville man jo forvente, at han kunne blive siddende til han blev 65 - det plejer at være normen. Så jeg havde da ikke lige forventet, at det ville blive i eftermiddag, siger Jacob Pedersen.
Han vurderer desuden, at det er en stærk forretning, den nye koncerndirektør overdrager.
- FLSmidth er super godt positioneret i sektoren, siger Jacob Pedersen.
Han nævner dog samtidig, at der har været lidt "malurt i bægeret" på det sidste i form af nogle nedskrivninger på udviklingsprogrammer.
- Og så har der været lidt problemer i Bulk-divisionen. Men det er jeg overbevist om, at Jørgen Huno Rasmussen når at få styr på det, inden han går af, siger Jacob Pedersen.
/ritzau/