Med film som først og fremmest "Festen", "Jagten" og "Druk" har 56-årige Thomas Vinterberg skrevet sig ind i dansk filmhistorie som en af tidens ypperste.
Torsdag modtog den danske instruktør hæder for sin indstats.
Traditionen tro uddelte Nordisk Film Fonden torsdag flotte priser ved årets "Isbjørnen".
Thomas Vinterberg modtog en helt ny, men bestemt ikke mindre hæderfuld pris.
"Alice Prisen" hylder en instruktør eller manuskriptforfatter, som står bag en helt speciel indsats for dansk film.
Den nye pris er opkaldt efter den banebrydende instruktør og manuskriptforfatter Alice O'Fredericks – Danmarks første kvindelige filminstruktør samt en af de mest produktive filminstruktører herhjemme til dato.
Alice O'Fredericks kan blandt mange danske film skrive "Far til fire"-filmene og giganten "De røde heste" på sit CV.
Prisen blev overrakt ved en større fest i de legendariske røde bygninger hos Nordisk Film i Valby og blev overrakt af kulturminister Jakob Engel-Schmidt.
Med hæderen følger også 100.000 kroner.
- Jeg har alt muligt godt at bruge dem til og alle mulige på meget tæt hold, der har brug for dem, sagde Thomas Vinterberg efterfølgende om den økonomiske gevinst ved prisen.