For mindre end en uge siden blev Viborg HK's håndboldkvinder slået ud af pokalturneringen efter en forfærdelig indsats mod Aarhus United.
Mandag tog de grønblusede så revanche, da man med et flot comeback i anden halvleg af ligakampen mod Team Esbjerg hentede en udesejr på 27-24.
I mål havde Viborg en stærkt spillende Rikke Poulsen, og hun tilskriver nederlaget til Aarhus United en del af æren for præstationen mod Esbjerg.
- Den følelse, man har i kroppen efter sådan en Aarhus-kamp, er jo noget af det allerværste, siger Rikke Poulsen.
- Men nogle gange er det også det, som gør, at man finder ud af, at man skal grave dybt i sig selv, og det har hver enkelt været nødt til. Der er ikke nogen, som kommer og hjælper en. Vi måtte bare se indad.
Viborg var nede med 12-15 ved pausen i Esbjerg, men på 30 flotte minutter blev det vendt til sejr i en halvleg, hvor Esbjerg, der kom med seks sejre på stribe i bagagen, blev holdt nede på blot ni scoringer.
I forhold til de svingende resultater på det seneste viste anden halvleg ifølge Rikke Poulsen, at spillerne havde lært lektien i forhold til vigtigheden af at holde aftaler.
- Vi var dygtige i angrebet til ikke at afslutte hurtigt. I første halvleg afsluttede vi for tidligt. Det fik vi rettet til i anden halvleg, hvor vi spillede rigtig tålmodigt, siger hun.
- Det er det med at holde os til aftalerne. Basen skal være i orden. Det er de simple ting, vi kan rykke ved, og det synes jeg, vi gjorde i dag. Det afgjorde det. Det var virkelig en holdsejr.
Også i forsvaret blev skruen strammet efter pausen, og igen mener hun, at mindet om kampen i Aarhus var med til at holde folk skarpe.
- Alle skulle flytte på det, de selv kunne, og sørge for at løse deres egen opgave, for så kan sidemanden også få en bedre chance. Det betyder alverden, lyder det fra Rikke Poulsen.
Viborg har nu ti point for otte kampe i ligaen og er blot to point fra de tre hold, som ligger helt i toppen.
/ritzau/