Antallet af fattige børn er steget voldsomt i løbet af de sidste par år. I dag lever 64.500 danske børn under fattigdomsgrænsen. Det er en stigning på 21.000 børn siden 2015, viser nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Tallene viser også, at børn i visse kommuner er særligt hårdt ramt. Mere end hvert 10. barn i kommuner som Langeland, Brøndby og Lolland vokser i dag op i et liv under fattigdomsgrænsen.
SF's Tonni Hansen er borgmester i Langelands Kommune, og han kalder det for uanstændigt, at børn skal vokse op i fattigdom i Danmark.
- Det er fuldstændigt uanstændigt, at noget barn i så relativt et rigt samfund skal leve, vokse op, i fattigdom. Det er ikke i orden. Vi kan ikke være det bekendt, siger han til TV2 Fyn.
En opvækst i fattigdom indebærer for mange børns vedkommende betydelige afsavn i forhold til blandt andet fritidsaktiviteter, vintertøj og muligheden for sociale aktiviteter som børnefødselsdag eller lejrskole.
Direktør for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lars Andersen, kalder kontanthjælpsloftet, der blev indført af VLAK-regeringen og som rammer enlige forsørgere særligt hårdt, for en medvirkende årsag til stigningen i antallet af fattige børn.
- Man har simpelthen lavet forringelser for de mennesker, der lever af kontanthjælp. Man laver et loft, eller de skal præstere et antal arbejdstimer. Det er fint i de områder, hvor der er god beskæftigelse, men det kan være svært for familierne, siger Lars Andersen til TV2 Fyn.
Også Guldborgsund, Odsherred og Slagelse er med på listen over de 10 kommuner, hvor der er flest fattige børn.
Der er færrest fattige børn i kommunerne omkring København og i Midt- og Østjylland.