Kvindelige stofmisbrugere, der sælger deres krop til mænd for at få penge til heroin. Og hårdt ramte narkomaner, der stjæler for 20.000 kroner om dagen for at få deres fix.
Den dystre virkelighed vil et flertal i Folketinget ændre. Midlet er lægeordineret heroin til hårdt belastede narkomaner i forsøg over nogle år. Dansk Folkeparti er netop blevet enige om et beslutningsforslag om forsøg med statsheroin .
Enige uden om regering
Dermed er gratis heroin en realitet, fordi oppositionen er enig. I foråret fremlagde den et lignende forslag, men da var Dansk Folkeparti og regeringen i mod.
»Vi har ændret holdning, efter at vi har lyttet til eksperter, der kender til gode udenlandske erfaringer. Og efter besøg i hårde miljøer, hvor narkomaner ikke kan klare at stikke sig selv og får andre til det. Det er utroligt uværdigt,« fortæller Karin Nødgaard fra Dansk Folkeparti.
I Schweiz, Holland og Tyskland har forsøgsordninger vist, at lægeordineret heroin kan give et stort sundhedsløft og forhindre mange dødsfald blandt narkomaner. Dansk Folkeparti håber, at ordningen med gratis heroin på sigt kan få narkomanerne stoffrie.
Hjælp i nærheden
»De vil være mindre optaget af at prostituere sig selv og begå kriminalitet. Og vil have kontakt til sygeplejersker og sundhedsfaglige personer, der kan hjælpe dem,« siger Karin Nødgaard.
Preben Brandt, formand for Rådet for Socialt Udsatte, er enig.
»Det er veldokumenteret, at fra at være en elendig, kriminel stakkel med bylder, kan de gå til at få hjem, job og familie,« siger han.
Socialdemokraterne og De Radikale vil i gang med forsøget med det samme.
»Det er en sejr, jeg er virkelig glad for DF s beslutning,« siger De Radikales Charlotte Fischer.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen.
Cirka 1.000 personer kan komme på tale til gratis heroin
Det er narkomaner, der på trods af metadon tager heroin, og heroin-misbrugere uden for behandling
Sygeplejersker og læger sprøjter heroinen ind på klinikker.