Lånerne skal råde over obligationerne, når de får udbetalt obligationslån. Det skal skærpe konkurrencen, når realkreditinstitutter ikke afgør, om de vil udlevere obligationerne.
Det skriver Økonomisk Ugebrev.
Et politisk flertal vil således tvinge erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) til at følge Konkurrencerådets anbefaling, så lånere råder over obligationer i obligationslån.
Så afgør låneren, om obligationerne sælges af realkreditinstituttet eller af en uafhængig rådgiver eller et pengeinstitut.
Regeringen har en aftale med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, De Radikale og SF om, hvordan de vil gennemføre Konkurrencerådets rapport.
Men Erhvervsministeriet havde gjort det frivilligt, om realkreditinstitutter ville udlevere obligationerne.
- Jeg vil nu tage sagen op med ministeren, så vi sikrer, at det, vi aftalte, nu også bliver ført korrekt ud i praksis, siger Socialdemokratiets erhvervsordfører Thomas Jensen.
Han får støtte fra Dansk Folkeparti, som ikke finder sagen afgørende.
- Men hvis der er andre - og det kan jeg forstå, at der er - som synes, at det er vigtigt, så er vi klar til at bakke op, siger Hans Kristian Skibby fra Dansk Folkeparti.
De Radikales erhvervsordfører, Martin Lidegaard, havde forstået, at lånerne fik råderet over obligationerne. Men Erhvervsministeriet ændrede et obligatorisk tilbud til et frivilligt tilbud imod Konkurrencerådets anbefaling.
- Det er den anbefaling, jeg og De Radikale har lagt størst vægt på i forhandlingerne, siger Martin Lidegaard.
- Jeg vil bede om at få sagen på næste forligskredsmøde, med henblik på at få ændret beslutningen til, at alle kunder skal tilbydes muligheden.
Hvis Folketinget står fast, kan realkreditinstitutter ikke nægte at overføre obligationerne til lånerne, som kan spare mange penge, mener indehaver Søren Ejlertsen fra rådgivningsfirmaet Realråd.
- Derfor er det et meget vigtigt punkt i listen over forslag fra Konkurrencestyrelsen, siger Søren Ejlertsen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.