Frygt for overfaldsmænd og et ønske om tryghed.
Seks ud af ti danskere ønsker, at politikerne gør peberspray lovligt herhjemme, ligesom det er i Tyskland.
Det viser en måling, som Gallup har lavet for Berlingske.
Men alle de politiske partier - med undtagelse af Dansk Folkeparti - mener, at der skal være et forbud mod peberspray. De frygter nemlig, at en peberspray vil kunne optrappe en konflikt og dermed ville blive brugt mod offeret.
"Der har været tilfælde i Danmark, hvor nogen har forsøgt at forsvare sig med en peberspray, men blev fravristet pebersprayen og har fået en langt hårdere medfart. Fordi man har en peberspray, skal man ikke tro, at man har kontrol over situationen," siger Tom Behnke (K) retsordfører til Berlingske.
Dansk Folkeparti er helt i den anden grøft.
"Vi skal holde op med at være så bange for pebersprayen. Faktum er, at mange unge mennesker i dag bevæbner sig, når de går i byen for eksempel med kniv eller hårlak. Begge dele er langt farligere at anvende over for en overfaldsmand eller voldtægtsforbryder end en peberspray er, så naturligvis skal pebersprayen lovliggøres," siger Marlene Harpsøe.
Flemming Balvig, professor i kriminologi ved Københavns Universitet, advarer mod at lovliggøre peber på dåse.
"Hvis peberspray bliver almindeligt udbredt, vil resultatet være, at den bliver anvendt i mange situationer, hvor det ikke drejer sig om at forsvare sig. Vi vil få mange flere ofre for peberspray," siger han til avisen.
Lidt over hver fjerde dansker følger politikerne - de vil også bevare peberspray på listen over ulovlige våben.
Kilde: b.dk