Forsvarsminister Søren Gade (V) mødes mandag eftermiddag med de øvrige partiers forsvarsordførere.
På mødet fremlægger han to redegørelser om jægerbogs-skandalen - en fra ledelsen i Forsvarskommandoen og en fra ledelsen i Forsvarsministeriet. Og det er en presset minister, der skal forsøge at mane ordførerne til ro.
"Vores tillid til Søren Gade står og falder med, om han vil til bunds i sagen. Og vi ønsker en positiv tilkendegivelse på mødet fra Søren Gade om, at han ønsker en uvildig undersøgelse. Hvis han ikke vil det, så har vi ikke tillid til ham mere," siger SFs forsvarsordfører, Holger K. Nielsen til DR.
Men undersøgelsen er ikke en haste-sag. Auditørerne skal have tid til at færdiggøre deres arbejde, mener han.
Også Socialdemokraterne, Enhedslisten og de Konservative vil have Stats- eller Rigsadvokaten til at gennemgå sagen og afhøre folk i Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet.
"Hver en sten må vendes. Meget tyder på, at de to auditørundersøgelser ikke vil afdække alt," siger Helge Adam Møller fra de Konservative til Ekstra Bladet. Han kræver, at undersøgelsen er færdig inden jul.
Dermed går han direkte til angreb på det andet regeringsparti, men ingen i Venstre selv ønsker at udtale sig om de Konservatives udmelding.
Hverken partiets politiske ordfører Peter Christensen eller Søren Pind, der er Venstres medlem af Udenrigspolitisk Nævn, ønsker at kommentere kravet. Statsminister Lars Løkke Rasmussen svarer undvigende, da han blive adspurgt af Politiken.
Kun partiets egen forsvarsordfører, Karsten Nonbo, har lyst til at sige et par ord:
"Nu skal vi lige klappe hesten. Ro på, ro på," siger han.