Et flertal af danskerne mener, at det er en forkert prioritering at skære i udviklingsbistanden. Det skriver Altinget.dk, som har fået foretaget en meningsmåling blandt 1001 svarpersoner.
53 procent af de adspurgte svarer således nej på spørgsmålet: "Skal Danmark skære ned på sin udviklingsbistand, der blandt andet går til langsigtede udviklingsprojekter og nødhjælp?"
Resultatet kommer umiddelbart inden, regeringen i morgen tirsdag præsenterer sit bud på næste års finanslov, hvor der efter alt at dømme bliver lagt op til besparelser for omkring 3,5 milliarder på udviklingsbistanden.
Står det til udviklingsordfører for Socialdemokraterne Mette Gjersskov bør finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) lytte til befolkningen.
- Det viser jo, at regeringen ikke helt er i takt med befolkningen. Over halvdelen vil bevare udviklingsbistanden, og det stemmer meget godt overens med det, vi har set på det seneste. Danskere, der tager initiativer på egen hånd for at bidrage positivt til de globale udfordringer med flygtninge,” siger hun ifølge Altinget.dk
34 procent svarer ja, mens 13 procent svarer ved ikke.
Udviklingsordfører for venstre Michael Aastrup Jensen, mener dog stadig, at der er opbakning fra vælgerne.
- Man skal ikke glemme, at vi er gået til valg på det her. Vi har sagt meget klart, at hvis vi stadig skal have et sundhedsvæsen, som folk efterspørger, hvor der er fokus på kræftbehandling og ikke ligger folk på gangene, så kræver det nogle milliarder, siger han ifølge Altinget.dk.