For første gang i to år er der nu en klar overvægt af virksomheder, som forventer at udvide medarbejderstaben frem for at indskrænke den.
Det er især et stærkere hjemmemarked, der ligger bag direktørernes mere optimistiske syn på fremtiden.
Det fremgår af Børsens CEO-Survey baseret på svar fra direktører i virksomheder med over 50 millioner kroner i omsætning eller over 35 ansatte.
Forventningerne til hjemmemarkedet springer i vejret, investeringerne er kommet i gang igen, og de uønskede lagre er stille og roligt ved blive tyndet ud, konstaterer Børsen.
Det rådgivende ingeniørfirma Moe A/S er med i gruppen af virksomheder, der slår stillinger op.
- Vi har lige her og nu brug for en halv snes nye, højtuddannede medarbejdere, som eksempelvis ingeniører og arkitekter. Vi forventer også at skulle ansætte endnu flere medarbejdere i den kommende tid, siger direktør Christian Listov-Saabye til Børsen.
Konkret vil 28 procent af de 652 chefer, som har deltaget i undersøgelsen, ansætte flere medarbejdere inden året er omme, mens 22 procent regner med at skulle afskedige.
Ikke siden andet kvartal 2011 har der været en tilsvarende positiv afstand mellem virksomheder, der vil hyre, og virksomheder, der vil fyre.
Det øgede ansættelsesbehov skyldes bedre forventninger til salget i Danmark.
I slutningen af 2012 ventede kun en ud af syv virksomheder fremgang på hjemmemarkedet de kommende seks måneder. Nu er andelen fordoblet, viser Børsens undersøgelse.
IT-virksomheder er sammen med bygge- og anlægsfirmaer de mest optimistiske. Her forventer henholdsvis 56 procent og 38 procent fremgang på hjemmemarkedet.
Og næsten halvdelen af bygge- og anlægsfirmaerne vil hyre medarbejdere de næste seks måneder, mens 43 procent af it-virksomhederne vil hive nye folk ind.
/ritzau/