Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
42 procent af Dansk Metals tillidsrepræsentanter vurderer i en rundspørge, at den virksomhed, de arbejder på, er udfordret af mangel på kvalificeret arbejdskraft. Det er en markant stigning sammenlignet med sidste år, og ifølge Dansk Metals cheføkonom Thomas Søby understreger det behovet for, at der findes løsninger på manglen af faglærte i de igangværende trepartsforhandlinger:
"Der er ikke én eneste undersøgelse eller analyse, der tilbageviser, at manglen på kvalificeret arbejdskraft er en realitet. Blandt vores medlemmer på virksomhederne mærker man hver dag, hvordan der er mangel på kolleger til at løfte de jern- og metalfaglige opgaver, hvilket vores rundspørge også dokumenterer. Det er industrien, der trækker væksten i Danmark lige nu, og det er mere end vigtigt, at vi finder løsninger i fællesskab, så industrien ikke skal geare ned eller flytte produktionen til lande, hvor der er kvalificeret arbejdskraft", siger cheføkonom i Dansk Metal Thomas Søby.
Dansk Metal kan på baggrund af svar fra 609 tillidsrepræsentanter konkludere, at 42 procent af tillidsrepræsentanterne i industrien vurderer, at den virksomhed, de arbejder på, er udfordret af mangel på kvalificeret arbejdskraft. Det er en stigning på fem procentpoint i forhold til sidste års undersøgelse.
Midtjylland hårdest ramt
Manglen på kvalificeret arbejdskraft er mest udbredt i Jylland - nærmere bestemt Midtjylland. Her vurderer 48 procent af tillidsrepræsentanterne, at det er svært at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Region Midtjylland er også den region, hvor ledigheden for jern- og metaludannede er lavest. I april 2016 lå ledigheden blandt Dansk Metals medlemmer i regionen på 2,6 procent, og flere afdelinger melder om ledighed på under 2 procent.
"Den lave ledighed og manglen på kvalificeret arbejdskraft er jo desværre opskriften på en cocktail, der potentielt kan tage luften ud af industrien som vækstmotor. Desværre er der ingen trylledrik der med-det-vuns kan ændre situationen - det kan kun et langt sejt træk, som vi allerede skulle have været i gang med for længst. Derfor er det meget vigtigt, at arbejdsmarkedets parter står sammen om at finde løsninger, før flaskehalsen snævrer for meget til", siger cheføkonom i Dansk Metal Thomas Søby.
Dansk Metal peger på, at regeringens planlagte besparelser på erhvervsskolerne skal droppes, ligesom virksomhederne skal tage langt flere lærlinge end i dag. Derudover er det vigtigt, at den enkelte faglærte tager ansvar for efteruddannelse, så kvalifikationerne i industrien hele tiden følger med efterspørgslen.
Det er i høj grad industriteknikere, smede og klejnsmede, virksomhederne har svært ved at skaffe.
Se Dansk Metals analyse her
Yderligere information og kommentarer:
Thomas Søby, cheføkonom i Dansk Metal, telefon 30831071
Jens Dissing Munk, pressechef i Dansk Metal, telefon 30178874
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.