Danskerne skal betale 130 kroner mere om året til deres el-regning, hvis vindmøller kommer til at stå for halvdelen af den danske el-produktion - hvilket regeringen har sat som mål.
Det viser en ny rapport fra Institut for Miljøvurdering.
Vindmølleindustrien mener, at 130 kroner er et beskedent beløb.
- Hvis man ser i forhold til den samlede el-regning for en husstand, så er 130 kroner en ufattelig lille andel. Samtidig er vindmølleenergi en fordel for miljøet, og det kan give os en større forsyningssikkerhed. Vi bliver nemlig mere uafhængige af fossile brændstoffer fra ustabile regioner i verden, siger Rune Moesgaard, økonom i Vindmølleindustrien.
Regeringen har sat som mål, at 50 procent af den danske el-produktion bliver skabt af vindmøller i 2025. Og det koster altså 130 kroner mere pr. husstand i gennemsnit beregnet ud fra 2025 priser, mener Institut for Miljøvurdering. Grunden til prisstigningen er, at vindmølleindustrien bliver støttet af staten. Hvis vindmøllerne blot udgør 30 procent af el-produktionen, vil det kosten forbrugerne 92 kroner mere pr. husstand, mener instituttet.