Kunsten at kunne ændre folks udseende, at gøre dem smukke. Det er hvad rigtig mange unge medicinstuderende gerne vil kunne udføre. Plastikkirurgien oplever gyldne tider, ikke kun på markedet, men også som karrierevalg. I de seneste år har der været fire til fem gange så mange ansøgere, som der har været uddannelsesstillinger. Det viser tal fra Indstillings- og ansættelsesudvalget under Dansk Selskab for Plastikkirurgi.
Det er udsigterne til en høj løn, de konstante arbejdstider på egen privatklinik og muligheden for, at hjælpe folk til et kønnere udseende, som lokker de unge til.
»Det ville være naivt at sige, at pengene ikke spiller en rolle. Men først og fremmest kan de unge læger se meningen i at gøre folk smukke. De vil jo gerne være smukke selv,« siger plastikkirurg Flemming Lauridsen fra Cosmeticon i København til Business.dk.
I Danmark uddannes der kun seks speciallæger i plastikkirurgi om året.