Universiteterne forventer, at flere unge vil søge om optagelse, hvorfor konkurrencen skærpes, og flere vil få svært ved at komme ind på drømmestudiet.
Nye tal fra Københavns Universitet viser, at antallet af kvote 2-ansøgere er steget med 27 procent i forhold til 2008.
På baggrund forudser flere uddannelsesinstitutioner, at det generelle antal ansøgere vil stige til sommer, og derfor vil kravet til karaktergennemsnittet blive større, skriver Berlingske Tidende.
"Jeg er helt overbevist om, at det generelle antal af ansøgere også vil stige markant til sommer, og det kan gøre det sværere at komme ind på de uddannelser, der traditionelt tiltrækker mange unge," siger Claus Nielsen, der er leder af den centrale studie- og erhvervsvejledning på Københavns Universitet til avisen.
Han regner med at stigningen i kvote 1-ansøgere vil være lige så stor, som tilfældet er med kvote 2. Han støttes af studieleder på Syddansk Universitet, Per Andersen.
"Sidste år var arbejdsmarkedet så overophedet, at de unge blev lokket til at tjene gode penge og lige tage et ekstra sabbatår. Nu har situationen ændret sig markant, og de unge kan ikke finde arbejde. Derfor vil de i gang med en uddannelse nu, fordi det trods alt er bedre at være studerende end arbejdsløs," siger han.