Flere vil flytte til New Zealand efter moskéangreb
Linwood-moskéen i Christchurch er dekoreret af blomster efter angrebet 15. marts. Anthony Wallace/Ritzau Scanpix
Efter det blodige angreb har New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, modtaget stor ros for sin reaktion.

Flere er interesserede i at flytte til New Zealand efter angrebet på de to moskéer i Christchurch 15. marts, der kostede 50 mennesker livet.

Det viser nye tal fra immigrationsmyndighederne i New Zealand.

Her er det noteret, at der har været en markant stigning i registreringer af folk, der er interesserede i at bo og arbejde i landet.

- Der blev modtaget 6457 registreringer i de 10 dage efter angrebet mod 4844 i de 10 foregående dage, siger talsmand Greg Forsythe ifølge nyhedsbureauet dpa.

Den største numeriske stigning er blandt amerikanere, men myndighederne har også fundet en markant stigning blandt folk fra Storbritannien og Sydafrika.

Derudover har der været en interesse fra lande med overvejende muslimsk befolkning som Pakistan.

New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, er blevet hyldet for sin håndtering og reaktion på angrebene, hvor 50 mennesker blev skudt af en hvid, australsk mand.

Både hendes omfavnelse af det muslimske fællesskab og et forbud mod semiautomatiske skydevåben er blevet rost.

Den 28-årige australske formodede angrebsmand, Brenton Tarrant, er blevet sigtet for drab på 50 personer.

Han forventes at skulle for retten igen 5. april.

Angrebet begyndte fredag 15. marts klokken 13.40 lokal tid, hvor omkring 100 mennesker blev ramt af skud. 50 mistede livet.

Skyderiet var målrettet muslimer til fredagsbøn i moskéerne Al Noor og Linwood.

Den 28-årige australier, der er sigtet i sagen, bar et kamera, som filmede angrebene og sendte billederne live via Facebook.

I de i alt 29 minutter, som videoen lå på Facebook, blev den set af 4000, har Facebook oplyst i en pressemeddelelse.

I løbet af de første 24 timer efter angrebet fjernede Facebook videoen 1,5 millioner gange globalt.

/ritzau/

/ritzau/dpa