Måske har danske unge fået mere ondt i hovedet.
I hvert fald har der været en markant stigning i de unges brug af hovedpinepiller, viser tal fra Statens Institut for Folkesundhed.
I skoleåret 2005/06 var der 29,3 procent af drengene og 46,5 procent af pigerne i 8. klasse, som havde taget hovedpinepiller inden for to uger. Det viser en undersøgelse, hvor knap 8.000 elever blev spurgt om deres hverdag.
Sammenlignet med en anden undersøgelse fra skoleåret 1996/97 er der tale om en markant stigning. Dengang var der blandt eleverne i 8. og 9. klasse 19,6 procent af drengene og 33,2 procent af pigerne, som havde brugt piller til at komme af med hovedpinen inden for to uger.
Ifølge Statens Institut for Folkesundhed kan der enten være tale om, at hovedpinepillerne er blevet lettere tilgængelige; at forældre har smittet deres børn med et større forbrug af medicin – eller at der reelt er blevet flere skoleelever med ondt i hovedet.