350.000 danskere. Så meget vil arbejdsstyrken vokse med indtil 2050.
Det viser en ny fremskrivning fra regeringen ifølge Berlingske.
Det vil bringe den samlede arbejdsstyrke op på tre millioner personer - det højeste nogensinde.
Men selvom det umiddelbart ser lyst ud, så må og skal vi blive ved med at uddanne faglært arbejdskraft, hvis vi samtidig skal have lav ledighed.
Det mener chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Frederik I. Pedersen.
- Vi skal være langt mere bekymrede for, at vi kommer til at mangle kvalificeret arbejdskraft, end at vi kommer til at mangle hænder, siger han til Newspaq.
Ifølge Frederik I. Pedersen var manglen på kvalificeret arbejdskraft også et problem, sidst der var opsving i Danmark. Det er nemlig ikke givet, at der er et match mellem udbud og efterspørgsel.
Derfor skal der uddannes fra top til bund, mener analytikeren.
- Det gælder først og fremmest om at få løftet ungdomsgenerationernes uddannelsesniveau, siger han og understreger, at der samtidig vil være behov for at efteruddanne den arbejdsstyrke vi allerede har.
Det er de sidste 10-15 års utallige reformer, der har gjort forskellen i forventningerne til arbejdsstyrken.
- Det billede, der har været af, at vores arbejdsstyrke ville falde og falde, den er simpelthen blev modvirket af de mange reformer, der er blevet lavet i de år, siger Frederik I. Pedersen.
Den øgede arbejdsstyrke vil ifølge ham ikke kun komme som et resultat af, at flere kommer i arbejde, men også at arbejdende danskere fremover vil blive pensioneret senere.