Når Anonyme Alkoholikere i Odense tager imod en ny lidelsesfælle, sker det oftere og oftere, at det er et ungt menneske under 30 år, der præsenterer sig selv som alkoholiker.
Gennem de seneste 10 år er der kommet mellem fem og ti procent flere unge under 30 år, vurderer Bjarne, der er formand for informationsudvalget i AA"s Region Syd og fast deltager på møderne i Odense.
AA vil hjælpe
Men han er ikke ked af udviklingen.
»Det er alletiders, at der kommer flere unge mennesker, for vores formål er jo at hjælpe alkoholikere ud af deres misbrug, og vores budskab er, at der er en løsning på problemerne,« siger han.
»Jeg tror ikke, der er kommet flere unge alkoholikere, men der er flere, der søger hjælp til at komme ud af deres alkoholmisbrug,« siger den anonyme alkoholiker Bjarne.
Behandler forbavset
Hos Alkoholbehandlingen i Odense, der er et offentligt behandlingstilbud til borgere med alkoholproblemer, er man overrasket over de unge AA ere.
»Jeg er forbavset over udviklingen i AA. Hos os er der ikke noget, der tyder på, at alkoholmisbrugere bliver yngre og yngre, hvis man ser på det over tid. Det har vi troet i perioder, men der er ingen tal, der viser, at der er sådan en tendens,« siger centerleder Anette Søgaard Nielsen og forklarer, at gennemsnitsalderen for alkoholikere i behandling i både det offentlige og private er 40 år.
Tidlig debut
En af årsagerne til, at flere unge vælger at søge hjælp i AA, er ifølge Bjarne selve konceptet i foreningen.
»Vi er gratis, og vi bruger et åndeligt program til at afvænne folk frem for piller og antabus. Jeg tror også, det betyder noget, at det er alkoholikere, der hjælper alkoholikere,« mener Bjarne og uddyber.
»Der er kommet mere fokus på, at der er hjælp at få, og det virker som om, de unge er blevet bedre til at søge hjælp, og det synes jeg er positivt. Jeg ville selv ønske, jeg havde kendt til AA, dengang jeg var ung.«