I andet halvår af 2014 kom 89 unge på 16 og 17 år i kontakt med sygehuset på grund af for højt alkoholindtag, mens det samme tal for 2019 var helt oppe på 149.
Det fremgår af et folketingssvar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
- Udviklingen er stærkt bekymrende, skriver ministeren.
Han vil efter sommerferien se på, hvad der kan gøres.
- Jeg finder udviklingen stærkt bekymrende, og jeg vil efter sommerferien derfor gå i dialog med aktører på området for at drøfte, hvordan vi bedst kan hjælpe vores unge med at få en sund alkoholkultur, skriver Magnus Heunicke i svaret.
I tallene fremgår det, at der cirka var lige mange på henholdsvis 16 og 17 år, der endte på sygehuset efter alkoholindtag i 2019.
Diagnoserne, som de unge ender på sygehuset med, er blandt andet alkoholforgiftning og akut betændelse i bugspytkirtlen på grund af alkoholindtag.
/ritzau/