Der er mandag morgen flere uheld på vejene rundt om i landet.
Alene i det sydjyske melder Syd- og Sønderjyllands Politi om tre uheld og advarer samtidig om glatte veje for området ved Brorup, Vejen og Bramming samt Motorvej E20 i samme område.
Således er trafikken spærret på Bøgelhusvej mellem Store og Lille Jyndevad. Her er en anhænger til en lastbil væltet og spærrer for morgentrafikken.
Også på Sjælland er den gal. Her er højre spor på Sydmotorvejen i nordgående retning - kort efter afkørsel 41 ved Vordingborg - spærret.
Og på Vestmotorvejen mod København, kort efter afkørsel 34, bliver der arbejdet i nødsporet efter et uheld.
Nordjyllands Politi advarer på Twitter om glatte veje efter et solouheld syd for Mariager. Her landede en bil tidligere på morgenen på taget.
Vagtchef ved Nordjyllands Politi Jesper Sørensen, fortæller til Nordjyske, at bilisten umiddelbart er sluppet uskadt fra uheldet, og er selv kravlet ud af bilen.
På Fyn har den Fynske Motorvej været ramt af et uheld, skriver TV 2/Fyn. Uheldet er sket i retning fra Middelfart mod Odense mellem afkørsel 56 Ejby og 55 Aarup. Politi og redningsmandskab er på stedet, og der forventes tidligst at være ryddet op klokken 09.00.
Sneen har også godt fat i Storbæltsbroen, hvor der er overhaling forbudt. Saltspredere er i gang med at salte, og bilister skal forvente forlænget rejsetid.
I det hele taget meldes der om glatte veje i stort set hele landet, hvor det flere steder sner og bilister skal regne med at skulle ud at skrabe ruder på bilerne.
Vejdirektoratets pressevagt, Jakob Riis-Petersen, siger til Ekstra Bladet, at der er steder, hvor det er særligt vigtigt at bilisterne er opmærksomme.
- Bilisterne skal tage deres forholdsregler og køre forsigtigt, men det er især omkring broer - for eksempel over motorveje - eller viadukter, hvor der bliver særligt glat på grund af vindforholdene.
Til B.T. siger vagthavende meteorolog ved DMI, Bolette Brødsgaard, at det er skyer, der netop nu bevæger sig ned over Danmark fra nordvest, som giver slud og sne flere steder:
- Det er ikke store mængder, der falder, men nok til at give trafikale problemer.
Generelt vil temperaturerne mandag i dagtimerne ligge på mellem to og fem graders varme. Det bliver lunest ved vestkysten, melder DMI.