I hver femte af landets daginstitutioner kommer mindst en fjerdedel af børnene fra hjem, der er økonomisk eller socialt sårbare. I 100 af institutionerne er det tilfældet for mindst 47 procent af børnene.
Det viser tal, som Politiken har fået af Børne- og Socialministeriet. Tallene er kommet bag på ministeriet, siger børne- og socialminister Mai Mercado (K) til Politiken:
- Det har overrasket mig, at det er så mange institutioner. Tallene siger jo helt tydeligt, at der er et stort behov for at målrette nogle midler derhen.
Tallene er kommet frem, efter at kommunerne har kunnet søge om ekstra midler til daginstitutioner med en vis andel børn fra udsatte familier.
Mogens Christoffersen, der er familie- og børneforsker ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive, er også overrasket over, at 543 daginstitutioner ud af knap 4.000, har mindst en fjerdedel børn fra sårbare hjem, skriver Politiken.
- Det tyder på, at der sker en koncentration af problemet i institutionerne, som gør, at politikerne skal være meget opmærksomme på at løfte kvaliteten, siger han og uddyber:
- Erfaringer viser, at hvis man hæver kvaliteten i daginstitutionerne, blandt andet med flere hænder og flere uddannede pædagoger, får især sårbare børn en stor gevinst.
Politiken