Det kan godt betale sig at møde op til timerne, når man er ved at afslutte folkeskolen.
Det virker måske åbenlyst, men jo flere timer eleverne har, jo bedre karakterer får de. Det bekræfter ny forskning fra Aarhus Universitet.
Formand for Danmarks lærerforening, Anders Bondo Christensen, mener, at der skal være fokus på kvaliteten af timerne - og ikke kun mængden.
"Selvfølgelig betyder antallet af undervisningstimer noget for elevernes udbytte af undervisningen. Men samtidig skal der være fokus på, at der skal være kvalitet i de undervisningstier eleverne får," siger han til Nyhedsbureaet Newspaq.
Formand for Skole og Samfund Benedicte Ask Skotte deler samme holdning.
"Lige nu kæmper vi ude i kommunerne med, at man skærer fra vejledende til minimumstimetal. Og bare det at have et begreb, hvor der er et spænd mellem vejledende og minimum, den holder ikke. Så alle bør have det vejledende timetal, hvor fællesmål er lavet ud fra," siger hun til Newspaq.
Den nye folkeskolelov fra 2003 sikrede et minimum af undervisningstimer per elev i de forskellige faggrupper. Det medførte en række ændringer i timetallet for eleverne. Nogle fik flere timer i de enkelte fag, mens andre fik færre.
Overraskende nok viser undersøgelsen, at antallet af undervisningstimer påvirker piger mere end drenge.
13 minutters ekstra undervisning i matematik om ugen i 9. klasse giver 0,008 mere i karakter på den gamle 13-skala. Og så kan man jo selv gange op.