Tre personer kom lørdag aften til skade, og flere gæster måtte evakueres efter en eksplosionsbrand uden for en idrætshal nord for Skærbæk.
Branden opstod i hallen på Sportsvej ved Frifelt nord for Skærbæk. Her var omkring 300 gæster samlet til en stor julefrokost, da en af deltagerne omkring klokken 21 forsøgte at tænde en cigaret i nærheden af en gasflaske, som efterfølgende eksploderede. Det skriver JV.dk.
Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi har gasflasken sandsynligvis haft en læk på grund af en beskadiget ventil. Vagtchefen understreger over for mediet, at der ikke er noget, som tyder på, at der var tale om en forsætlig handling.
Gasflasken stod på en truck, som efterfølgende brændte. Branden blev dog slukket, inden flammerne nåede at sprede sig til idrætshallen.
– Vi har naturligvis haft fokus på at få evakueret de personer, der befandt sig i nærheden, fortæller indsatsleder Torben Godballe fra Brand & Redning Sønderjylland.
Han roser samtidig julefrokostgæsterne for at holde afstand og respektere redningsmandskabet, som arbejdede på stedet i omkring en time.
De tre tilskadekomne blev tilset af ambulancereddere på stedet.