En syrisk general, to oberster, to majorer, en løjtnant og 33 soldater er hoppet af fra præsident Bashar al-Assads styrker og befinder sig nu i Tyrkiet, oplyser tyrkisk stats-tv mandag uden at komme med yderligere oplysninger.
Med den seneste topofficers flugt er der nu 13 generaler, der har søgt tilflugt i Tyrkiet, siden oprøret mod den syriske præsidents regime opstod for 16 måneder siden. En del af den syriske oppositionshær befinder sig nu i nabolandet.
Den private tv-kanal CNN Türk bringer også nyheden om de deserterede officerer og soldater, men siger, at de er kommet til Tyrkiet med deres familier, hvilket betyder, at 224 mennesker har krydset grænsen.
Desertørerne er blevet indkvarteret i Apaydin-lejren i Hatay-provinsen. Lejren ligger omkring fire kilometer fra grænsen til Syrien, skriver nyhedsbureauet AFP.
Flygtningelejrene i de sydøstlige provinser Hatay, Ganziantep, Sanliurfa og Kilis huser flere end 33.000 syrere. Tallet er eksploderet efter den seneste opblussen af volden i landet, særligt i den nordvestlige del af landet, tæt på grænsen til Tyrkiet.
Militærfolkenes flugt fra Syrien finder sted, mens det syriske regime er under stadigt større pres fra det internationale samfund. Rusland og Kina modsætter sig dog enhver form for militær indgriben i landet.
Observatørgrupper siger, at omkring 15.000 mennesker er blevet dræbt under det 16 måneder lange oprør mod Assad-regimet, mens højtstående folk i FN siger, at de frygter en reel borgerkrig, der omfatter hele landet.
Tyrkiet, der tidligere har været en nær allieret af Syrien, har indkaldt til et ekstraordinært møde i Nato. Det sker efter at have beskyldt Assads styre i Damaskus for fredag at have skudt et tyrkisk militærfly ned i internationalt luftrum.
/ritzau/Reuters