Roskilde Universitet, Copenhagen Business School (CBS) og Syddansk Universitet (SDU) har besluttet at optage flere studerende på kvote 2, hvor ansøgerne ikke bedømmes ud fra deres karaktergennemsnit, men faktorer som motivation og erfaring.
Det sker ifølge Politiken mindre end et halvt år efter, at regeringen besluttede at give universiteterne større frihed til selv at afgøre, hvordan de vil optage deres studerende.
Både SDU og Roskilde Universitet har før ansøgt regeringen om tilladelse til at tage imod en større andel kvote 2-studerende. Derfor benyttede begge universiteter sig straks af muligheden.
I Roskilde betyder det blandt andet, at fordelingen på journalistik er blevet ændret. Hvor 10 procent tidligere blev optaget via kvote 2, udgør samme gruppe i år 25 procent.
- Vi har den holdning, at uddannelserne bliver stærkere af at være rummelige. Vi ved, at vi får studerende, der er meget motiverede og har mere erfaring.
- De studerende lærer ikke blot af undervisere, men af hinanden, derfor bidrager det til en rigere population af studerende, siger prorektor Hanne Leth Andersen til Politiken.
På SDU's sundhedsvidenskabelige linjer har man gode erfaringer med at optage studerende ad andre veje end kvote 1. Derfor skal jura, psykologi og medicin nu optage flere gennem kvote 2.
- Det er mere ressourcekrævende, mere bøvlet og tager mere tid for både universitetet og de studerende, når man optager flere på den måde. Det er et spørgsmål om prioritering.
- Vores dokumentation viser, at frafald mindskes, og så bliver de penge jo tjent ind igen på sigt, siger studiechef på SDU Per Christian Andersen til Politiken.
Københavns Universitet er et af de steder, der har valgt at fortsætte uændret med, at 90 procent af de studerende optages på baggrund af deres karaktergennemsnit.
- Hvis vi ændrede forholdene, ville vi indirekte skærpe optagelseskravene for de studerende, der søgte ind på kvote 1 i år, for der bliver ikke flere studiepladser af, at man omfordeler kvoterne, siger studiechef på Københavns Universitet Claus Nielsen.