Inden Anders Fogh Rasmussen (V) blev statsminister, kritiserede han skarpt, at den socialdemokratiske regering ansatte politiske rådgivere i ministerierne.
Men siden Fogh overtog Statsministeriet er antallet af pressemedarbejdere i ministerierne steget fra 34 til 60. Det betyder, at udgiften på det område er steget fra 18 millioner kroner om året til 34 millioner kroner årligt. Det skriver Jyllands-Posten.
Udviklingen får Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass-Larsen, til at beskylde regeringen for at føre en ulige kamp . Han mener, at regeringen bruger ressourcer i statsadministrationen på partipolitiske ærinder .
SFs gruppeformand, Ole Sohn, mener, at Folketinget burde have mulighed for at opruste tilsvarende, så partierne kan matche regeringen.