Fem hundehvalpe måtte i går aflives, da politiet havde afsløret, at hvalpene var ulovligt smuglet ind i Danmark. Hvalpene havde ingen papirer eller sundhedsattester.
En svensk mand blev stoppet på motorvejen med de fem hvalpe i bilen. Han forklarede, at han kom fra Malmø og var på vej til noget familie i Odense, skriver TV 2.
Men i bilen lå også en ungarsk avis, og det overbeviste politiet om, at denne mand var endnu en af de ungarske smuglere, der lever af at transportere og sælge hundehvalpe i Europa.
De fem hvalpe havde ingen synlige skavanker, men de manglende papirer gjorde det umuligt at fastslå, om de var vaccinerede, og derfor valgte Fødevareregion Syd at aflive dyrene. Smugleren kan se frem til en straffesag.
Så sent som i forrige uge blev 12 hvalpe aflivet af samme grund, og i november måtte 33 hvalpe lade livet ved en lignende sag.
Politiet begrunder aflivningerne med, at det ville være for dyrt at undersøge og vaccinere hvalpene. Dyrenes Beskyttelse er rystet over, at politiet hellere vil aflive hvalpene, end at indlevere dem på et af foreningens mange internater.