På den københavnske vestegn har der tidligt søndag morgen været endnu en skudepisode.
På Bybuen i Skovlunde har ukendte gerningsmænd affyret seks skud, oplyser Københavns Vestegns Politi.
- Vi tror, at der er blevet skudt efter nogen i området, fortæller vagtchef Brian Larsen.
Ingen er dog tilsyneladende blevet ramt.
Politiet fik meldingen ved halv fem-tiden fra folk i området, men da betjentene kom frem, var gerningsmændene væk.
Et muligt offer har ordensmagten heller ikke spor af.
To af projektilerne ramte en lejlighed. Det ene havnede mellem to lag glas i en termorude, og det andet borede sig fast i en dørkarm.
- Det var et tilfælde, at lejligheden blev ramt, fortæller vagtchef Brian Larsen.
I de seneste uger har der været adskillige farlige sammenstød mellem forskellige bander i København, i Nordsjælland og på den københavnske vestegn.
To er blevet dræbt siden midten af januar. I samme periode har politiet alene på vestegnen fundet flere end 20 skydevåben.
/ritzau/