Ni betjente havde taget opstilling i Vestre Landsret i Århus, før den kaotiske drabssag tirsdag. Alligevel endte sagen med stolekast, håndgemæng og trusler, da den tiltalte blev frifundet for drabet på den 21-årige Murat Karabulut.
Og ifølge politi og domstol sker det oftere og oftere, at politiet må sende store politistyrker til retssager for at forhindre ballade.
- Retssager er opgaver, der kræver flere og flere ressourcer. Vi sender oftere end tidligere store politistyrker til retssalene for at forhindre ballade, siger John Jacobsen, chefpolitiinspektør ved Østjyllands Politi.
- Det gælder især rockersager, men også andre former for kriminalitet, så som almindelige drabssager, hvor hele familier møder op i retssalen, kræver i dag større bemanding end tidligere, siger John Jacobsen.
Også i Vestre Landsret bemærker man, at flere sager end tidligere kræver stort politiopbud.
- Vi har igennem nogle år været ude for, at flere sager har været så specielt voldsomme, at der har været behov for skærpet sikkerhed. Især når vi har at gøre med narkokriminalitet, men også i drabssager, kan vi mærke det, siger præsidenten for Vestre Landsret, Bjarne Christensen.
De ni betjente kunne ikke selv dæmpe gemytterne, der opstod, da den tiltalte blev frifundet for drabet.
Op mod 20-30 familiemedlemmer og venner til den dræbte gik amok og forsøgte at få fat på den tiltalte og nævningene, og store politistyrker blev hastetilkaldt. Først efter en halv time var roen genoprettet. I alt syv personer blev anholdt under urolighederne.