Den tyske luftfartsgigant Lufthansa har haft stor fremgang i tredje kvartal og er ved at have balance i økonomien efter en hård periode under corona med kæmpe underskud.
Omsætningen er i kvartalet steget med 96 procent til 38,7 milliarder kroner.
Samtidig viser resultatet på bundlinjen et minus på 535 millioner kroner, hvilket er en kraftig forbedring fra et underskud på 14,6 milliarder kroner i samme periode sidste år. Det viser flyselskabets regnskab, der er offentliggjort onsdag.
Forbedringen skyldes blandt andet, at Lufthansa under corona har skåret markant i udgifterne.
Masseafskedigelser
Blandt andet er staben af ansatte det seneste år skåret fra 125.000 til 107.000. Inden corona var der 138.000 ansatte.
Lufthansa fremhæver i en kommentar til regnskabet, at resultatet viser et spinkelt overskud på 126 millioner kroner, hvis man tager de engangsomkostninger ud af regnestykket, der har været til sparerunden.
Selv om at Lufthansa har fået flere rejsende, er omsætningen kun på omtrent det halve af tredje kvartal 2019 - altså tiden inden corona. Det skal ses i lyset af, at Lufthansa i 2021 kun har haft en kapacitet - altså billetter til salg - på omkring 40 procent af niveauet før corona.
Lufthansa oplyser i regnskabet, at billetbestillingerne på det seneste er begyndt at nærme sig tiden før pandemien.
Der har været en markant stigning i efterspørgslen på flybilletter i de dyrere klasser - herunder business class.
Der er 1. november blevet åbnet for rejser til USA, efter at landet igen tillader rejsende fra en lang række lande at komme ind.
/ritzau/