Flere regnskyl på vej til oversvømmet Holstebro

Voldsomme regnskyl har fået Storå ved Holstebro til at gå over sine bredder, sådan at marker, kældre og veje er kommet under vand. Vandet er så småt begyndt at trække sig tilbage, men flere regnskyl er på vej.

»Vi har da gået og snakket om, at hvis vandet stiger ret meget mere, så kommer vores hus måske også til at ligge under vand. Det er vi da lidt bekymrede over,« siger Carsten Høj Larsen, som bor i en af gaderne tæt ved Storå i Holstebro.

Her har voldsomme regnskyl bevirket, at Storå er gået over sine bredder. Ifølge Holstebro Brandvæsen har det lagt mange huse og kolonihavehuse i området omkring Storå under vand.

»Vi har ikke overblik over hvor mange huse, det drejer sig om, men det er rigtig mange,« siger indsatsleder Mogens Illiasson fra Holstebro Brandvæsen.

Han oplyser, at flere kældre er oversvømmet, at cykelstier under gangbroer er oversvømmet og at mange haver står under vand.

»Vandet er dog begyndt at trække sig. Vores målinger viser, at vandet har været helt oppe på omkring 2,3 meter midt på dagen tirsdag, men siden er det faldet med 10-15 centimeter,« siger Mogens Illiasson.

Han fortæller, at der ikke vil blive taget nogle tiltag til at pumpe vandet væk, da der ikke er nogle steder at pumpe det hen. Det må forsvinde ligeså stille af sig selv. Enkelte steder er der dog lavet diger af sandsække.

Men selv om vandet i Holstebro er begyndt at trække sig, kan beboerne omkring Storå endnu ikke vide sig sikre.

»For der kommer mere regn over de næste to til tre dage,« siger meteorolog Oluf Mathiassen fra Danmarks Meteorologiske Institut.

Ifølge ham skyldes oversvømmelsen, at der er kommet så store mængder regn, at jorden er blevet mættet med vand. Det har fået regnen til at løbe ud i Storå, som så er løbet over sine bredder.

Carsten Høj Larsen fra Holstebro håber det bedste.

»Vores hus ligger heldigvis lidt højere end vores naboers, så jeg håber, at vi slipper, selv hvis vandet stiger. For omkring tre år siden fik vores naboer deres kælder oversvømmet, mens vi slap. Men det var jo synd for dem, for det skabte jo bekymring om fugt i murene,« siger han.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.