For få penge og for mange elever i klasserne. Det mener flere gymnasieelever bliver resultatet af de besparelser, som den nye kommunalreform lægger op til. Derfor vil elever på over halvdelen af landets gymnasier i dag protestere, skriver DR Nyheder.
Ifølge Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, DGS, vil op mod 100 gymnasier deltage.
»At gymnasieeleverne protesterer over disse besparelser kan ikke komme bag på nogen. Den nuværende regering har lovet os og resten af den danske befolkning, at den vil prioritere uddannelse i verdensklasse, fordi man kun sådan kan sikre fremtidens velfærdssamfund. Det er snart på tide, at regeringen begynder at holde ord, og det vil vi gerne gøre den opmærksom på,« skriver formanden for DGS, Rosa Lund, i en pressemeddelelse til DR Nyheder:
I de seneste par uger har elever og lærere på danske gymnasier blokeret skoler, nedlagt undervisning, og aktioneret i gaderne for at vise deres utilfredshed med, at der skal spares på på gymnasieområdet.