I København har politiet i årets første otte måneder beslaglagt 108 pistoler mod 101 hele sidste år, og også i Odense har politiet allerede beslaglagt flere pistoler i år end hele sidste år.
"Det er flere våben i omløb. Derfor er det blevet nemmere og billigere at anskaffe sig en pistol," siger vicepolitiinspektør Flemming Steen Munch, Københavns Politi til DR Nyheder.
Politiet er bekymret for udviklingen, der ifølge Flemming Steen Munch skyldes et stigende antal opgør blandt hashpushere, rockergrupper og indvandrerbander.
"Når tingene er trappet op, er der nogen, der føler sig truet, og så vil de gøre et eller andet for at beskytte sig," siger han.
Indtil nu har der i år været 35 skudepisoder i Hovedstaden. Sidste år var der 20 hele året.
/Newapaq/