Den danske regering er for nærig, når det gælder om at hjælpe nordirakiske asylansøgere i gang i deres hjemland. Hvis Danmark vil have flere asylansøgere til at vende hjem, så må regeringen hoste op med langt flere penge.
Det mener en række hjemvendte asylansøgere, Nyhedsavisen har opsporet i den kurdiske del af Nordirak.
»Uden penge til at starte op er det meget svært at overleve hernede. De beløb, Danmark giver er alt for små, fordi alt er blevet meget dyrt hernede. I bør gøre mere for at hjælpe folk i gang med et ordentligt liv efter flere år i asylcentre,« siger Dieyar Abdulla Salahe, der vendte hjem til Nordirak i januar.
Kun 12 vendt hjem
I dag kan en afvist asylansøger få 30.000 kroner til at komme i gang igen i den kurdiske del af Irak, hvor sikkerheden er god. Med huslejer på flere tusinde kroner om måneden rækker pengene dog ikke langt, mener de hjemvendte nordirakere. Kun omkring 12 irakere er vendt hjem med dansk støtte det seneste år, mens mindst 66 fra den rolige del af Nordirak stadig sidder i asylcentre.
Både Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti er positive over for at forhøje pengepræmien til afviste irakere, der vender hjem til de relativt sikre, kurdiske områder i Irak.
»Det er noget, vi skal kigge på, for indtil videre har de ordninger, der er, ikke fungeret særligt godt,« siger Socialdemokraternes udlændingeordfører, Henrik Dam Kristensen.
Giver garanti
Danmark kan ikke tvinge asylansøgerne til de tre fredelige provinser i det nordlige Irak, fordi de kurdiske myndigheder kun vil tage imod frivilligt hjemvendte.
Farhad Jubrael har siddet tre år i asylcenter i Danmark, men er vendt tilbage til den kurdiske del af Irak.
»Jeg giver en garanti. Hvis I lover et beløb svarende til, hvad et års ophold koster i asylcenter, så vil de fleste fra den kurdiske del vende hjem,« siger han.
Ifølge Udlændingeservice koster en asylansøgers ophold i gennemsnit 147.400 kroner om året.
Afviste irakere
335 irakere har fået afvist alle muligheder for asyl i Danmark. En femtedel stammer fra tre fredelige provinser i den kurdiske del af Irak.
De lokale myndigheder nægter at tage imod dem, hvis de sendes hjem med tvang.
Danmark tilbyder dem 30.000 kroner for at vende hjem, men det beløb har kun fået 12 til at sige ja.