En flyvende spytklat, en verbal lussing eller rå vold i form af slag og spark. Stadig flere mennesker bliver udsat for såkaldte hate crimes på grund af deres tro, hudfarve eller seksuelle orientering.
Det oplyser DR Nyheder på baggrund af tal fra Politiets Efterretningstjeneste (PET), som modtager anmeldelser fra de lokale politikredse om de hadske overfald.
I 2005 blev der således registreret 85 hate crimes mod 37 i 2004. I 2006 var der ifølge PET 67 hate crimes i årets første ni måneder – og det endda selvom overfald på bøsser og lesbiske ikke tælles med i statistikken.
At de hadske overfald er i stigning, oplever man blandt andet i Det Mosaiske Trossamfund:
»Der er flere, der råber jødesvin, og flere der spytter. Det er det, jeg kalder den milde ende. Men der er også tilfælde af grov vold,« siger Jacques Blum, formand for Det Mosaiske Trossamfund, til DR.
Justitsminister Lene Espersen (K) lover, at hun nu vil sætte mere fokus på problemet.