Efter tre skuffende jobrapporter i USA i træk er der atter sundhedstegn at spore i den amerikanske økonomi.
Den månedlige amerikanske jobrapport overrasker nemlig positivt i oktober. Beskæftigelsen uden for landbruget voksede således med 204.000 personer i den forgangne måned.
Det var markant bedre end ventet, da der blandt økonomerne var forudset en stigning på 120.000 personer ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News, skriver Ritzau Finans.
Samtidig voksede beskæftigelsen i den private sektor med 212.000 ansatte i måneden mod en ventet stigning på 125.000.
Derudover blev jobskabelsen uden for landbrug opjusteret til 163.000 fra 148.000 personer.
Beskæftigelsesrapporten viste desuden, at arbejdsløsheden i USA steg til 7,3 procent fra 7,2 procent i oktober.
Den amerikanske jobrapport bliver betegnet som "kongen af nøgletal". Tallet har ved flere lejligheder givet anledning til større udsving på børserne, hvis beskæftigelsen har afveget fra økonomernes forventninger.
/ritzau/