Flere ønsker Sidse Babett som minister

Sidse Babett Knudsens popularitet som statsminister begrænser sig ikke kun til et tv-studie. Flere har opfordret hende til at stille op.
Statsminister Birgitte Nyborg (alias Sidse Babett Knudsen) har bred folkelig opbakning.
Statsminister Birgitte Nyborg (alias Sidse Babett Knudsen) har bred folkelig opbakning. Foto: Mike Kollöffel, DR

Danmark har fået sin første kvindelige statsminister, og det er ikke Helle Thorning-Schmidt. Allerede sidste år kunne Sidse Babett Knudsen nemlig prale af landets vigtigste embede, da hun blev udpeget som statsmand i tv-serien 'Borgen'.

Men succesen rækker ud over kulisserne, for Sidse Babett Knudsen er flere gange blevet opfordret til at stille op i politik, skriver Ekstra Bladet.

"Jeg har fået mange reaktioner her i forbindelse med valget. Der er mange, der har sagt til mig, at jeg skulle stille op. Der er også en del medier, der har troet, at jeg gerne ville udtale mig, men der er jeg jo altså bare en skuespiller," fortæller Sidse Babett Knudsen til Ekstra Bladet.

Skuespillerinden tager henvendelserne som en kompliment, men understreger, at hun aldrig ville bruge den platform til at ytre sig politisk.

"Jeg bliver glad for det, for det må betyde, at der er en eller anden form for troværdighed, som er lykkedes med karakteren. Og det var jeg nervøs for, inden vi startede - tænk nu hvis den bare ikke bliver købt, hvis folk ikke køber mig som statsminister."

Den nye sæson af 'Borgen' har premiere på DR1 på søndag den 25. september.

Kilde: Ekstra Bladet

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.