Gudstjenester i forbindelse med allehelgen er de senere år blevet så populære, at der mange steder i landet kommer flere mennesker i kirke på allehelgensdag, end der gør til gudstjenesten påskesøndag.
Det viser en optælling fra tre af landets stifter, skriver Kristeligt Dagblad.
I kirkerne i Haderslev Stift var der sidste år i gennemsnit 75 deltagere til allehelgensgudstjenesten og 71 deltagere til den populære gudstjeneste påskedag.
I Aalborg Stift var der sidste år i gennemsnit 56 deltagere til allehelgensgudstjenesten. Til den mest populære påskegudstjeneste, påskedag, var der 55 deltagere i gennemsnit.
Også i Fyens Stift tegner der sig det samme billede: 10.898 besøgende i alt til allehelgensgudstjenesterne og 9186 besøgende til gudstjenesten påskedag.
- Det er efterhånden blevet en tradition, at folk møder op i kirken allehelgensøndag for at dele deres sorg. Det er simpelthen blevet en mindedag. Også fordi der er konkrete ritualer, hvor der tændes lys for de afdøde, siger provst og sognepræst i Holstebro Kirke Niels Arne Christensen til Kristeligt Dagblad.
Ifølge lektor Kirstine Helboe Johansen, der forsker i ritualer og gudstjenester ved Aarhus Universitet, kan den store interesse for allehelgensgudstjenesten skyldes, at begivenheden er så relevant for mange danskere.
- Det særlige ved allehelgensgudstjenesterne er, at de forholder sig så konkret og direkte til folk, der er i en sorgproces. For dem er det dybt relevant for deres liv med sådan en gudstjeneste, siger hun til avisen.
I gennemsnit kommer der dobbelt så mange mennesker i kirken allehelgensdag som på en almindelig søndagshøjmesse.
/ritzau/