Der ville være mere ligestilling i Danmark, hvis flere mænd lod sig inspirere til bleskift og babysitning og holdt barselsorlov. Det mener ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V), der tirsdag lancerede en kampane, der skal oplyse mændene om fordelene ved at gå på barsel.
»Barselslovgivningen er fleksibel, så der er mange muligheder for selv at planlægge en længere orlovsperiode. Men der er brug for oplysning, og der er brug for opbakning fra partneren og ikke mindst fra arbejdspladsen for at bryde med traditionerne,« siger Eva Kjer Hansen.
Gang i diskussionen
Med det nye oplysnings- og debatmateriale kan arbejdspladserne, sundhedsplejen og familierne selv sætte gang i diskussionen om mænds brug af barselsorlov.
I dag er det kun hver anden far, der holder barselsorlov, og de fleste holder kortere orlov, end de har mulighed for.
Ifølge ligestillingsministeren skal kampagnen ikke tvinge fædrene væk fra arbejdsmarkedet, men blot oplyse dem om deres muligheder.
Med kampagnen følger en ny portal på internettet, en brochure og en dvd-film, som jordemødre og læger skal dele ud til fædrene.
Socialdemokratiet mener ikke kampagnen vil have den store effekt:
»Erfaringerne fra resten af Norden viser, at hvis man skal have fædre til at tage markant mere orlov, er man nødt til at give dem nogle rettigheder,« siger socialordfører Mette Frederiksen (S) til Jyllands-Posten.