Der er dårligt nyt til de mange forældre, der er trætte af lukkedage i børnehaver og vuggestuer. Otte procent af landets kommuner planlægger nemlig at indføre endnu flere lukkedage næste år.
Samtidig står det klart, at otte ud af ti kommuner vil holde lukket lige så mange dage som i år. Det viser en undersøgelse, som Catinét har lavet for Nyhedsbrevet 3F.
"Institutionernes åbningstider matcher slet ikke et fleksibelt arbejdsmarked. Mange chauffører, postbude og håndværkere er afhængige af at kunne bringe og hente deres børn på skæve tidspunkter. Og så mister rigtigt mange jobbet for tiden. I den situation er det vigtigt at kunne pendle længere for at få et andet arbejde," siger Michael Engell Hansted fra Projekt Børnepasning til Nyhedsbrevet 3F.
Udviklingen går i den helt forkerte retning, siger Jane Korczak, der er næstformand i 3F. Hun undrer sig over, hvorfor der overhovedet skal være lukkedage.
"Det er noget, som fanden, Anders Fogh og Thor Pedersen har skabt. Det ødelægger folks frie mulighed for at tilrettelægge ferie. En ret, som fagbevægelsen har kæmpet for i årevis," siger hun.