På blot to år er antallet af kvinder, der køber sig til en større barm, fordoblet. Det viser en rundringning til nogle af de største kosmetiske kirurger foretaget af MetroXpress.
- Det begyndte allerede tilbage i slutningen af 90erne, men de seneste to år er det gået rigtig, rigtig stærkt. Vi laver dobbelt så mange implantater i dag som vi gjorde i 2004, siger speciallæge Jesper Nygart fra Nygart Privathospital til MetroXpress.
Ifølge Søllerød Privathospital skyldes den voksende interesse, at implantater af silikone og saltvand i dag er af bedre kvalitet.
- Det betyder, at resultatet langt oftere bliver, præcis som pigerne ønsker det. Når de så fortæller det til veninder og kusiner og søstre, så vil de også prøve det, siger Eeva Kalaja Petersen til MetroXpress.