Stadig flere kvinder vælger at få foretaget en abort, selvom abortgrænsen på 12 uger for længst er overskredet.
På blot 10 år er antallet af sene aborter steget med 50 procent, og sidste år fik hele 831 kvinder myndighedernes tilladelse til at få foretaget en sen abort, skriver Politiken.
Tallene fremgår af årsrapporten fra Abortankenævnet og de regionale abortsamråd.
"Stigningen er en simpel konsekvens af, at man nu screener alle fostre for sygdomme," siger Øjvind Lidegaard, gynækolog på Rigshospitalet, til avisen.
Han peger på, at den nye teknologi sætter kvinderne i et svært valg. Han mener samtidig ikke, at fagfolk skal tage stilling til, om kvinderne skal leve med et givent handikap hos et barn.
Lande som England, Spanien og Sverige har en abortgrænse, der er højere end i Danmark, og står det til Øjvind Lindegaard, skal grænsen for abort gå ved 22 uger.
"Hvorfor skulle danske kvinder være mindre egnede til at tage en beslutning om abort end kvinder i Sverige og England," siger han til Politiken.