Danskerne risikerer at skulle stille sig op i to køer, når de skal til læge. Den langsomme kø er for dem, der betaler skat. Den hurtige kø er for dem, der betaler skat og penge til en privat sundhedsforsikring.
En kortlægning af danskernes sundhedsforsikringer viser, at 492.000 danskere havde en sundhedsforsikring ved udgangen af 2005, skriver Jyllands-Posten.
Ifølge beregninger kan tallet i dag være oppe på 600.000 danskere.
Især virksomhedsledere tegner forsikringer for at få syge medarbejdere hurtigt tilbage på jobbet.
- Det er gået op for mange virksomhedsledere, at hverken medarbejdere eller arbejdsgivere kan være tjent med, at en medarbejder går rundt med en skavank og venter i månedsvis på behandling i stedet for at kunne give den en skalle på arbejdet, siger cheføkonom jens Christian Nielsen fra Danica Pension til Jyllands-Posten.
Kræftens Bekæmpelse er bekymret over sagen med den århusianske kvinde, der kunne komme foran i køen. Foreningen mener, at danskerne er usolidariske og dobbeltmoralske.
- Hvis vi havde rigeligt med læger, var sundhedsforsikringerne intet problem, men i 2010 kommer vi til at mangle 4000 læger, og hvis udviklingen fortsætter, vil vi få et todelt sygehusvæsen, hvor de, der har sundhedsforsikringer, kommer foran alle fattigrøvene, siger direktør Arne Rolighed.
Forbrugerrådet frygter, at danskerne vil blive delt op i a- og b-mennesker.