Sindene og bistandsorganisationerne kan koge lige så meget, de vil. Udviklingsministeren har tænkt sig at holde fast i sit nye PR-projekt, Dilemma.dk, hvor kendte skal udvælge og promovere danske udviklingsprojekter i Afrika. Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) lover faktisk, at der kommer mere af den slags fremover.
»Alt for mange danskere ved for lidt om den udviklingsbistand, Danmark yder. Derfor er jeg nødt til at gribe til andre kommunikationsformer end dem, vi har brugt de seneste tre årtier. Og den kritik, der har været af Dilemma.dk, får mig altså ikke til at vakle,« siger Ulla Tørnæs.
I udviklingspolitikkens tjeneste vil ministeren derfor tage kendte såvel som unge folkeskoleelevers debat- og lærelyst i brug. Og mens det allerede ombruste kendisprojekt først skydes i gang søndag, mødtes Ulla Tørnæs for første gang tirsdag med en gruppe unge folkeskoleelever, der som en del af et undervisningsspil har brugt de seneste uger på at diskutere løsninger på fattigdomsbekæmpelse.
»Begge dele er på hver sin måde et led i at kommunikere udviklingsbistand på en anden måde. Den traditionelle folder når ikke alle, og at lave et spil, som er målrettet folkeskolen, er et skridt i retning af bedre formidling. Efter mødet med eleverne i dag, er jeg overbevist om, at det her har gjort et større indtryk på dem, end hvis de havde læst et kapitel i en undervisningsbog eller en folder fra biblioteket.«
Det øgede fokus på formidling fører dog ikke flere penge med sig, hverken til selve PR?en eller til en øget indsats i Afrika. Regeringen har ifølge Ulla Tørnæs ingen planer om øge sin andel på 0,8 procent af BNI (bruttonationalindkomsten, red.) til udviklingsbistand.
»Nej, det er mere, end de fleste andre lande giver, og mere end de 0,7 procent, FN anbefaler. Og hvis man synes, det er sølle af regeringen, har vi jo i Danmark gode muligheder for som privatpersoner at give mere ved at støtte de mange organisationer, vi har her i landet,« siger Ulla Tørnæs.